Stedbestemt læring


Da mscapes.com nu officielt er på vej til at lukke ned, ser jeg lidt på alternativerne for at lave stedbestemt læring.

Wherigo
Virker på: Pocket PC's, Android 2.1
Har de fleste muligheder af de tjenester jeg har været igennem (pånær mscapes).. Men kræver omveje for at få til at virke på andet end Pocket PCere.

7scenes
Virker på: Iphone, Symbian S60, Android-version skulle komme i juni
Har mulighed for at indsætte spørgsmål med forskellige svarmuligheder, med tilhørende pointtildelinger - fotoquests, billeder, lyd og video.

GPS-mission
Virker på: Iphone, Symbian S60, Windows Mobile
Har før været nævnt her på bloggen, virker fint, men har kun muligheder for at lave linære missioner. Ikke så mange muligheder som 7scenes.
Til gengæld er der et indbygget pointsystem, som i sig selv kan være motiverende for eleverne.

Calvium
Virker på: ?
Endnu ikke en offentlig version tilgængelig - men det er programørerne bag mscapes fra HP, som har startet og udvikler projektet - så det kunne godt tegne til at blive interessant.

JOYity
Virker på: Android og Java-enheder
Har mange muligheder, men lader til ikke rigtigt at blive vedligeholdt, samt har et relativt svært tilgængeligt webinterface for oprettelse af "spil".

Foursquare
Virker på: Android, Iphone, Blackberry
Er ikke som sådan beregnet til at lave læring - men man kunne udnytte mulighederne for at oprette steder, i idræt og biologi - man kunne kræve at eleverne lagde tips ind om steder, samt oprettede steder med historisk information.
Motiverende faktor med pointsystem, som med GPSmission.

For nuværende lader det altså til at 7scenes er den bedste mulighed for at lave missioner til elever - ikke mindst fordi den virker over flest platforme, hvilket er et must når det drejer sig om elever med mange forskellige typer mobiler. En anden vigtig pointe i forhold til GPSmission er at der simpelthen er flere muligheder med 7scenes.

Potentiale for IT-vejledere

Oplæg til skolefolk i Viborg


De slides jeg viste, her uploadet til slideshare.


Apps og Links pdf
En liste over nogle af de apps der fremgik i præsentationen uploadet til drop.io.

Twitter i klassen



Endnu en mulighed for, at udnytte at elever har let adgang til nettet i skolen (fx. fra mobilen), kunne være at bruge Twitter i undervisningen. En klar fordel hvis man har en større klasse, og har svært ved at nå omkring alle - men lige så meget en fordel, for de elever som ellers ikke ville række hånden op og give sit besyv med. Når det er skriftligt og begrænset til 140 tegn, så kan alle være med..

Det ville tage noget tid at skulle oprette (evt. lukkede) twitterkonto til alle elever og få alle til at følge alle - men så har man også et stærkt værktøj til, at inddrage respons fra en hel klasse med det samme.
Man kunne også bare lade eleverne bruge deres egen konto og benytte #hashtags til at lade dem kommentere undervisningen live.
En af de fede ting ved twitter er, at man jo også kan poste via sms - så den gruppe af elever med et frit sms-forbrug kan jo fint bruge det..

Jeg forestiller mig at have twitter kørende over en projekter (evt. på IWB) i form af programmet Twirl som viser alle tweets med det samme. Så er det jo en smal sag at stille spørgsmål til klassen, som så alle kan svare samtidigt. Hvis det skal være anonymt og med statistik, kunne man hurtigt flække et par spørgsmål sammen i en poll (også uden at bruge twitter..).
Man kan få nogle fine stemmeklodser til både Promethians ActiveBoard og SMARTboard - men jeg tror faktisk det her er smartere..

En ekstra mulighed kunne være, at give lektier for over twitter, der kunne evt. følge videoer og podcasts med.

Nordisk Klimamission


En af de interessante ting ved Nordisk Klimamission der afholdes d. 11/11 over hele norden, er at vi på vores skole fandt ud af at der er mindst én elev pr. 3-4 elever i en klasse der har et mobilabonnement der inkluderer flatrate smsforbrug.
Det åbner straks for flere muligheder for at interagere med eleverne via sms - helt uden problemer i forhold til ekstrabetalinger.

ePortfolio med mobil


Mobilerne er oplagte redskaber til brug for dokumentering og opbevaring af elevernes arbejde i forskellige fag.
I det følgende vil jeg give forslag til brug, ud fra telefonernes muligheder, samt idéer til opbygningen af selve portfolien.

Den mest oplagte funktion at bruge, er vel kameraet.
Billeder taget med mobilkameraer er i de fleste tilfælde fuldt tilstrækkelige til brug for elevportfolier.

Nogle oplagte anvendelser er billeder af:
  • forsøgsopstillinger i fysik, med lidt forklaring
  • fund og opfindelser i natur/teknik
  • perspektiviske motiver bearbejdet i matematik
  • produkter fra billedkunst, sløjd, håndarbejde og hjemkundskab
De allerfleste mobiler med kamera har også mulighed for videooptagelser - som kunne bruges til:
  • dokumentation af fremlæggelser
  • boganmeldelser
  • kortfilm om diverse emner
Lydoptageren kan bruges til at gemme:
  • produceret musik, rap's og digte
  • lektier og fremlæggelser fra sprogfag
  • målsætninger fra mindre elever, eller fx. dyslektikere, hvor skrift er en hindring
Den elektroniske portfolio kan naturligvis også indeholde alle øvrige digitale produkter, som stile, problemregninger, kompositioner og animationer.

De digitale produkter skal også have en platform. Her har jeg haft gode erfaringer med Google Docs.
Nærmere betegnet de præsentationer der er mulighed for at lave. Det kunne også have være PowerPoint præsentationer gemt på et drev, som både elev og lærer har adgang til.
Der er også i fx. Skoleintra mulighed for, at dele dokumenter med elever.
Endvidere findes der også adskillige andre specifikke e-portfolio løsninger, som man kan få lov at betale for.

Anmeldelse på mobilen

 

En anmeldelse på mobilen kunne være af en bog, en film, et computerspil eller et musikstykke - tricket er, at med mobilen bliver anmeldelsen levende.
Det kunne være:
  • en video, hvor man ser den der anmelder.
  • et billede af bogens forside, med lyden af anmelderen.
  • en photostory med screenshots fra et spil, samt billeder af cover og netsider - der kan være lyd fra spillet og voice-over fra anmelderen.
Fordelen ved at arbejde med mobilen, er at alle eleverne har en - specielt, hvis man grupperer dem 2 og 2. Endvidere er de ikke bundet af, at skulle være et bestemt sted - hvorfor ikke lave anmeldelsen ude på legepladsen, eller i idrætshallen..
Hvis anmeldelserne skal offentliggøres, er der jo både skolens intranet, youtube m.fl.

Mobil sms-løb om kost og sundhed.


På materialeplatformen er der efterhånden ved at være nogle brugbare forløb, om mobiler i undervisningen. Der er blandt andet dette her forløb, som omhandler kost og motion - og har en præcis beskrivelse af et sms-løb. Der er også i samme dokument, en idé om at bruge video til at dokumentere nye frikvarterslege. En af de gode idéer er at udnytte de elever som har frit sms-abonnement og gruppere dem, så prisen for at bruge sms'er ikke bliver et problem i undervisningen.

Blog om integration af mobiler i undervisningen. Skrevet af Kasper Engberg, lærer ved Løgstrup Skole.